Udbredelse
Almindelig snebær, også kendt som hvid snebær, er naturligt hjemmehørende i det vestlige Nordamerika, men blev allerede i starten af 1800-tallet indført i flere lande, heriblandt Danmark. Arten blev primært indført til anvendelse i blandt andet vildtbeplantninger, på grund af artens foderværdi for fugle og som skjul til vildtet.
Arten er i dag blevet spredt i landskabet, både gennem plantning, men også gennem haveaffald fra haver og parker.
Udseende
Almindelig snebær er en grøn løvfældende busk med opretstående grensætning. Grenene er slanke og lysbrune.
Busken bliver mellem 1-2 meter høj. Almindelig snebær ses ofte danne tætte krat.
Almindelig snebær får små blomster, hvis kronblade er lyserøde. Blomsterne sidder i små klaser, som senere, efter bestøvning, udvikler sig til stenfrugter. Frugten er en lille hvid bærlignende stenfrugt, som er ca. 1-1,5 cm bred. Frugternes farve medgiver også plantens navn. Planten formerer sig sjældent via frøene fra frugten. Almindelig snebær er dog særligt kendt for primært at formerer sig vegetativt, og den spreder sig ofte ved at spire fra plantens rodnet.
Vækst
Hvid snebær er utroligt nøjsom, og den kan vokse på en lang række jordbundstyper. Arten vokser dog bedst på fugtigere lokaliteter. Den er utroligt hårdfør og tåler både salt, masser af vind og frost. Snebær er meget skyggetålende, derfor ses den i naturen ofte vokse i skyggefulde træbevoksede områder, hvor andre arter kan blive udfordret på mængden af sollys.
Anvendelse
Hos Proviido Skov & Natur planter vi almindelig snebær i flere af vores beplantninger. Den egner sig særligt godt i skovbryn og vildtbeplantninger, men kan også danne tætte kerner i læhegn. Det er en generel taknemmelig art, som er let at etablere. Samtidig er både vildtet, fuglene og insekterne glade for arten.
Biodiversitet og klima
Almindelig snebær er særligt eftertragtet af en lang række fugle, og den besøges også af flere insekter som f.eks. bier og sommerfugle, da den er både pollen og nektarkilde.
Almindelig snebær er ikke optaget på den danske liste over invasive arter, men arten er på observationslisten. Busken vurderes at være problematisk, da den efter sigende kan udkonkurrere andre arter. Selvom udbredelsen i Danmark indtil videre er meget begrænset.
Almindelig snebær forventes ikke i noget betydeligt omfang at blive påvirket af klimaændringerne.
Vidste du?
Planten og dens frugter er giftige for mennesker, men mange dyr og fugle kan æde af planten.
Hvid snebær er meget eftertragtet af bierne, og arten er også anvendt blandt biavlere.
Planter man snebær, kan man være heldig at se mange fuglearter fouragere på busken, blandt andet fasanen opsøger faktisk busken.